Om

Kvinden bag Mind the Gap Women

Jeg hedder Kathrine Normann Olsen og jeg har arbejdet med ledelse i over 20 år indenfor den finansielle sektor og i IT-branchen. Både på kundesiden og som konsulent, i medlemsejede organisationer og i meget kommercielle virksomheder. Mit sidste faste job var i øverste ledelse i en finansiel virksomhed og jeg har knoklet hårdt for at nå dertil.

Nu er jeg selvstændig og mit hjerte banker for at hjælpe så mange unge kvinder som muligt med at nå deres mål i arbejdslivet.

Som kvinde har jeg stået i arbejdsmæssige situationer, som jeg tror, mange vil kunne genkende. Jeg vil gerne dele ud af mine erfaringer og mit håb er, at det kan hjælpe unge kvinder i dag med at få en bedre start på arbejdslivet.

Min mission

Min mission er at få unge kvinder til at arbejde mere bevidst og strategisk med deres karriere. Jeg håber, at jeg ultimativt kan påvirke ligestillingen i samfundet ved at hjælpe så mange unge kvinder som muligt frem i lyset og lederstillingerne. 

Min historie

Jeg startede mit arbejdsliv, da jeg var 19 år gammel med at være elev i et finansielt selskab. I dag ville det vist hedde en proffesionsbachelor eller finansbachelor, men jeg tror, at uddannelsen er lavet om mange gange siden. Jeg fik mit første lederjob, da jeg var 26 år gammel, omtrent et år efter jeg var blevet mor for første gang. Senere fik jeg endnu et barn og var gennem en tumultarisk tid med stress og jobskifte, inden jeg fandt et nyt ståsted i arbejdslivet. Jeg var 9 år i IT-branchen og fik alle mulige gode kompetencer med mig der. Og jeg arbejdede rigtig meget! Da jeg var 42 havde jeg brug for at bevise overfor mig selv, at jeg sagtens kunne have taget den universitetsuddannelse, som jeg sprang over som ung. Derfor startede jeg på en MBA. Da første del var taget, havde jeg dels bevist overfor mig selv, at jeg sagtens kunne, men også, at jeg stadig ikke var kommet over mit 12-tals behov, for det trak virkelig tænder ud at skulle have topkarakterer i det hele. Derfor aftalte jeg med mig selv, at jeg ikke fortsatte før jeg var helt sikker på at jeg kunne dæmpe mine forventninger og levere en mere gennemsnitlig indsats. Det tidspunkt kom aldrig. Til gengæld har jeg fået masser af kompetencer gennem alle de forskellige områder, jeg har arbejdet med og behøver ikke flere papirer for at bevise det. 

Mine styrker

Mine største karaktermæssige styrker er, at jeg

  • har modet til at være ærlig
  • er æstetiker og går op i, at alt det man gør sig umage med
  • har stor social intelligens og har indsigt i mennesker og relationer
  • er kreativ og kan finde på nye måder at gøre tingene på. Jeg elsker at skabe koncepter.
  • har perspektiv og synes, at det er dejligt at give råd til andre på en måde, der skaber værdi for dem

Og jeg er så heldig, at jeg bruger alle mine styrker hver eneste dag til at lave lige præcis det, jeg elsker allermest med Mind the Gap Women.